Din indkøbskurv er tom.

Subtotal: 0,00 DKK

Zamora

 

I det nordvestlige Spanien ligger vinområdet Zamora, der strækker sig over den sydøstlige del af Zamoraprovinsen samt den nordlige del af Salamanca-provinsen. Området gennemskæres af Duero-floden samt den gamle romerske sølvvej Vía de Plata.

 

Det var romerne, der i sin tid indførte vindyrkning i området og sidenhen, har vindyrkning haft stor betydning for området. Især i de landlige zoner har den haft stor betydning for økonomien. Fra middelalderen, og frem til det 20. århundrede var vin stort set det eneste der blev dyrket i området. Sidenhen ramte vinpesten phylloxera, hvor Zamora dog ikke var blandt de hårdest ramte områder, hvorfor man også i dag kan finde vinplanter med mere end 150 års historie. Til trods for det ellers milde udbrud af vinpest, stagnerede vinproduktionen alligevel i området. Først i 1997 brød en gruppe af vindyrkere og vinproducenter denne tendens, hvor de begyndte at lægge grundstenene til D.O. certificering af området. I 2007 opnåede Zamora således den officielle D.O. certificering.

 

Vinmarkerne i Zamora ligger i gennemsnitlig 750 højdemeter, hvor klimaet er udpræget kontinentalt. Vintrene er kolde, og somrene er tørre og varme. Middeltemperaturen om vinteren når ikke over 3 °C, mens middeltemperaturen om sommeren ligger på 23 °C. De termiske vinde, der passerer gennem Duero-dalen, sikrer gode forhold for vindyrkningen. De tørre varme briser er bl.a. med til at mindske risikoen for sygdomme for vinplanterne. Der falder ca. 400 mm regn om året i området, som bliver optaget af den sandede og lerholdige jord. Store dele af området krydses af gamle flodlejer, hvorfor jorden er fattig på organiske materialer. Overfladen er oftest præget af sand, der sørger for at holde fugten væk fra vinplanterne, hvormed risikoen for svampesygdomme mindskes. Længere nede er jorden mere lerholdig, hvilket holder godt på fugten og giver dermed vand og næring til planterne.

 

Under D.O. Tierra del Vino de Zamora er det tilladt at producere vin af de røde druer Tempranillo, Garnacha og Cabernet Sauvignon samt de grønne druer Malvasía, Moscatel, Verdejo, Palomino og Godello. Heraf producerer man hvidvin, rødvin og rosévin. Hvidvin fra Zamora er frugtige, transparente i farven og de har en tilpas syrlighed, der gør vinene velafbalanceret. Rødvin fra Zamora er fyldig og smagfuld med en markant struktur, mens rosévin fra området er frisk og livlig.

 

Tempranillo-druen er den mest udbredte i området, hvor nogle af de ældste vinstokke i Zamora-regionen netop er Tempranillo. Der laves ofte rødvine med 100 % Tempranillo, der har en flot kirsebærfarve med toner af violet. En bred duft af vilde frugter: brombær, hindbær og blåbær. I munden er vinen kødfuld og velafbalanceret. Lægger man vinen på egetræsfad får man yderligere noter af vanilje, krydderier og modne røde frugter samt en lang velafbalanceret eftersmag.

Fra Zamora forhandler vi vin fra områdets perle; Bodegas Viñas del Cenit, der står bag nogle særdeles anmelderroste vine.  

 

 

FRI FRAGT

På ordrer over 599 DKK
 

VINGAVER

Se vores udvalg
 

BESØG D'WINE BAR

Vores vinbar i Aalborg