Din indkøbskurv er tom.

Subtotal: 0,00 DKK

Penedés

Midt mellem provinserne Barcelona og Tarragona i Catalonien finder vi vindistriktet Penedés. Området strækker sig fra kysten ved Middelhavet ind i landet op mod Montserrat bjergene. Denne placering giver forskellige geografiske og klimatiske forskelle indenfor selve distriktet Penedés.

Vinproduktionen i Penedés oplevede en stor vækst i løbet af det 19. århundrede, hvor Penedés var en af de første regioner, der begyndte masseproduktion af vin. Da Frankrig i slutningen af 1860’erne blev ramt af vinlusen Phylloxera oplevede man i Penedés en stor vækst. I 1872 begyndte man at dyrke mousserende vin efter champagnemetoden takket være José Raventos, der havde besøgt Frankrig. Vin som vi i dag kender under navnet Cava. Mange vinmarker blev således omlagt og man begyndte i høj grad at producere Cava frem for de halvt forstærkede rødvine, som havde præget Penedés hidtil. Drømmen om det store eksporteventyr led dog et knæk i 1887, hvor også Penedés blev ramt af vinlusen. I 1960’erne og 1970’erne gennemgik Penedés endnu en radikal ændring - denne gang med Miguel Torres og hans søn som forgangsmænd. Sønnen studerede ønologi i Frankrig, og de begyndte at eksperimentere med blandt andre druesorterne Cabernet Sauvignon, Chardonnay, Sauvignon Blanc, Pinot Noir, etc., der blev plantet side om side med de spanske sorter Garnacha, Cariñena, Ull de Llebre, Macebeo, Parallada, Xarel•lo, etc. Siden da er mange andre avlere fulgt i deres fodspor og har gjort Penedés til en af de mest dynamiske vinregioner i Spanien. 
Der er blevet produceret vin under navnet D.O. Penedés siden 1960.

Området kan opdeles i 3 zoner, der hver især er præget af deres eget mikroklima grundet den geografiske variation. 
Penedés Bajo (laveste) ligger ud mod kysten til middelhavet og vinmarkerne ligger her i op til 250 højdemeter. Jorden er stenet og Penedés Bajo er regionens varmeste del. Her dyrkes der hovedsageligt Garnacha, Cariñena, Ull de Llebre (områdets navn for Tempranillo) og Samsó (Cariñena), der alle bliver brugt til hovedsageligt produktion af unge rødvine, der er lette at drikke. Lagret Crianza vin fra Penedés Bajo består oftest af førnævnte druer i en kombination med eksempelvis Cabernet Sauvignon, Merlot og Pinot Noir, hvilket giver vinen et let og fint strejf af egetræ og intense frugtige aromaer. Det skal dog bemærkes at populariteten for rødvine fra Penedés er faldet siden 1990’erne, hvor rødvin fra kultnaboregionen Priorat begyndte at vinde frem.
Penedés Medio (midterste) er en bred dal, der ligger i 250-500 højdemeter adskilt fra kysten af en lille bjergkæde. Penedés Medio betegnes som regionens mest produktive del, hvor der produceres store mængder basisvin til brug for produktionen af Cava. Især druetyperne Xarel•lo og Macabeo er plantet i Penedés Medio, men de senere år finder man også en stigende mængde Chardonnay samt de blå druer Ull de Llebre (Tempranillo) og Cabernet Sauvignon. 
Penedés Alto (højeste) ligger på udløberne af det spanske centralplateau i 500-850 højdemeter. Penedés Alto er regionens køligste del, hvor man dyrker nogle af de bedste druer, da modningen sker langsommere pga. den lavere temperatur. Den grønne Parelladadrue er den mest dominerende i området og danner grundlag for en næsten farveløs hvidvin med en stor duft. Bl.a. har den en elegant blomstret og frugtig aroma. Desuden begynder hvidvine, der er lagret på egetræsfade også at vinde frem. De laves ofte på 100 % Xarel•lo eller 100 % Macabeo, hvor tanninerne fra egetræet bidrager positivt til vinen. De senere år er man også begyndt at lave vine fra Penedés Alto baseret på Chardonnay og Riesling, der klarer sig godt, når de først er blevet klimatiseret til højderne i Penedés. De er garant for noble næsten farveløse vine med delikate aromaer og en blød smag.

I Penedés henter D’Wine vin fra det traditionsrige vinhus Caves Oriol Rossell og tophuset Cavas LLopart, der  begge leverer nogle uovertrufne cava'er.

 

 

FRI FRAGT

På ordrer over 599 DKK
 

VINGAVER

Se vores udvalg
 

BESØG D'WINE BAR

Vores vinbar i Aalborg