Din indkøbskurv er tom.

Subtotal: 0,00 DKK

Granada

Med udsigt til de mægtige Sierra Nevada bjerge, der tordner mod himlen langs den spanske middelhavskyst, finder vi vindistriktet D.O.P. Vinos de Calidad de Granada. Netop Sierra Nevada bjergene har stor betydning for vinproduktionen i området, hvor bl.a. smeltevandet fra bjergene, der er sneklædte fra november til maj måned, giver næring og kraft til områdets vinstokke. Indenfor området dyrkes 5.500 hektar vinmarker, hvilket munder ud i 30-40 millioner kilo druer om året.

Gennem de seneste mange år er der ikke mange, der har anerkendt vinene fra Granada. Mange forbinder Granada med ekstrem varme i løbet af sommeren og megen lidt nedbør. Forhold, der i sig selv vanskeliggør enhver form for vinproduktion. Sandheden er dog en anden. For byen Granada er beskrivelsen meget rammene, men for vinregionen Granada, er forholdene ganske anderledes.

Sierra Nevada bjergene er som nævnt en nøglefaktor for vinproduktionen i Granada. Vinmarkerne i regionen ligger i gennemsnit i ca. 1.200 højdemeter, hvilket er med til at sænke temperaturen betragteligt. De køligere vinde fra middelhavet blæser op gennem kløfterne, mens varmere vinde finder vej fra højsletten. Regionen er således både præget af middelhavsklima og kontinentalklima, der giver en god kontrast mellem dags og nattetemperatur, hvilket giver druerne en forlænget modning samt en bedre struktur af garvesyre, blødhed og tanniner. 
Jordbunden bidrager også positivt til dyrkningsmulighederne i Granada. Jorden er porøs, leret og rig på skifer og desuden ligger hele området oven på et stort underjordisk afvandingsområde med smeltevand fra Sierra Nevada. Med sine lange rødder kan vinene hente vand herfra og er derfor ikke påvirket af den megen knaphed på regn, der skyldes beliggenheden tæt ved middelhavet.

Historisk set kan vinproduktionen i Granadaprovinsen spores helt tilbage til romertiden og senere i historien beskrives det, hvordan vin blev drukket og anvendt i handel under Spaniens arabiske besættelse. Dette til trods for at koranen forbød indtagelse og handel med vin. Overordnet set blev produkter fra Granada, herunder vin, tørrede frugter og grøntsager, mere og mere populære i store del af middelhavsområdet under reconquistaen. I slutningen af det 19. århundrede blev provinsens vine dog ramt af vinlusen, Philloxera, og selvom mange af vinplanterne overlevede på grund af de store temperaturforskelle og markernes beliggenhed, var det en oplagt mulighed for udskiftning og optimering af vinsorterne.

I 2005 mødtes tre vinproducenter fra Granada for at diskutere mulighederne for samarbejde og dannelsen af en forening, der skulle være med til at forbedre, promovere og beskytte sektoren. I 2008 opstod formelt Asociación Vinos de Granada (Granadas Vinassociation), der skulle kontrollere brugen af Vino de Calidad de Granada (Kvalitets Vine fra Granada), der i 2010 officielt blev anerkendt som D.O.P. (Denominación de Origen Protegida). Således kunne man i 2010 sælge vinhøsten 2009 under navnet D.O.P. Vino de Calidad de Granada. 
Indenfor vinregionen Granada har man gennem de seneste gjort år meget for at genetablere de autentiske spanske vinsorter i området. Det drejer sig bl.a. om de grønne druer Vijiriega, Muscatel og Pedro Ximenez. For de røde druers vedkommende er det Tempranillo, Garnacha og Monastrell. Disse vinplanter lever i harmoni med de internationale sorter Sauvignon Blanc, Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah, der alle er blevet tilpasset det specielle klima.

Der produceres både rødvin, hvidvin, rosévin og mousserende vin i regionen, hvor rødvinen er den mest fremtrædende i eksportsammenhæng. Rødvinene har stor kompleksitet samt fylde og er præget af de særprægede omgivelser, hvorunder vinstokkene dyrkes.

I Granada henter vi den bedste vin fra områdets bedste vinhus; Bodegas Señorio de Nevada, der arbejder med spændende kombinationer af internationale og spanske druetyper.

 

FRI FRAGT

På ordrer over 599 DKK
 

VINGAVER

Se vores udvalg
 

BESØG D'WINE BAR

Vores vinbar i Aalborg