Din indkøbskurv er tom.

Subtotal: 0,00 DKK

Empordà

I Spaniens nordøstligste hjørne i Catalonien ligger vinregionen Empordà. Her er landskabet fyldt med kontraster: mod nord tårner Pyrenæerne sig højt op i skyerne, mod øst ligger Middelhavets kyst og mod syd strækker den spanske slette sig så langt, som øjet rækker. Der er tale om et helt specielt sted mellem bjerge og hav, som påvirkes af den nordlige vind La Tramontana.
Det mest karakteristiske træk ved klimaet og med størst indvirkning på vinproduktionen i Empordà er da også den stærke vind La Tramontana, hvis vinhastighed ofte kommer op over 120 km/t. De generelle klimatiske forhold i Empordà er præget af milde vintre med en lille mængde frost og varme somre med tempererede havbriser. Middeltemperaturen ligger på 14-16 grader. Den årlige nedbør ligger på omkring 600 liter. Alt i alt er klimaet meget favorabelt for vinstokkene, som står i en højde fra havoverflade til 260 meters højde.

Udover at være et helt specielt landskab med adskillige beskyttede naturområder og en flot kyst, har Empordà også en spændende kulturel og historisk arv. Man kan både finde bautasten, store monumenter, gotisk arkitektur, romansk kunst, små bedårende landsbyer og surrealistisk kunst fra geniet Salvador Dalí. Alt dette sammen med det venlige folk og den gode gastronomi er et perfekt supplement til de gode vine fra Empordà.

Der er bevist, at vinproduktionen i Empordà kan dateres helt tilbage til 500 år før Kristus. Det er nemlig den daværende græske koloni Empúries, der har givet navn til Empordà, som vi kender det i dag. Fire århundrede senere, omkring 100 år før Kristus, har man fundet arkæologiske beviser for en vinproduktion, som er gået under navnet Emporiae.

I middelalderen foregik det meste af vinfremstillingen i klostre, som lå på siderne af Rodes bjerget. Senere i 1700 og 1800-tallet viste vinproduktionen sin magt inden for landbruget, som tog store fremskridt. Men i slutningen af 1800-tallet, nærmere bestemt omkring år 1879, kom vinpesten til Catalonien, og næsten ingen vinmarker undgik denne plage. Man har dog sidenhed formået at genplante nogle af de ødelagte områder, og i dag mærker man ikke meget til denne historiske begivenhed.

I 1930’erne indgik flere og flere vinbønder samarbejde med hinanden, hvilket åbnede op for en ny periode i vinproduktionen i Empordà. Der blev etableret nye vinhuse og nye bearbejdningsmetoder i håbet om at forbedre vinen. Det har resulteret i, at Empordà er blevet mere anerkendt på flere forskellige markeder.

Empordà tilbyder en bred vifte af forskellige vine. Rødvinene er af høj kvalitet med god fylde og aroma. De hvide vine er friske og velsmagende. De laves ofte af lokale druer, men findes også ofte i varianter med andre anerkendte druetyper. Derudover produceres der også rosévine, som kendetegnes ved at have en flot lys kirsebærrød farve, en delikat aroma og en dejlig friskhed. Et kendetegn ved Empordà er desuden, at regionen fremstiller sin helt egen dessertvin, nemlig Garnatxa de l’Empordà og Moscatell de l’Empordà.

 

FRI FRAGT

På ordrer over 599 DKK
 

VINGAVER

Se vores udvalg
 

BESØG D'WINE BAR

Vores vinbar i Aalborg