Din indkøbskurv er tom.

Subtotal: 0,00 DKK

Benavente

I det nordvestlige Spanien kun 1½ times kørsel fra den portugisiske grænse ligger vinregionen Valles de Benavente.

Da dette område traditionelt set har været stærkt præget af vindyrkning, er borgernes ængstelse efter at opnå den berømte D.O. certificering meget stor. Det er dog ikke lykkedes endnu, men da vinene stadig er af høj kvalitet og har en stor personlighed, har regionen opnået certificeringen som D.O.P. Vino de Calidad de los Valles de Benavente. Målet er dog stadig, at opnå den fulde D.O. certificering inden for de kommende år. 

Vindyrkningens store historiske betydning i Valles de Benavente kan dateres helt tilbage til Middelalderen. Man har fundet dokumenter, der viser, hvor højt fremstillingen af vin er blevet påskønnet gennem alle disse århundreder. Både de kulturelle traditioner såsom arkitektur, håndværk og gastronomi samt den sunde økonomi for den overvejende landbrugserhvervende befolkning har haft stor betydning for udviklingen af vindyrkningen. 

Et af de ældste dokumenter som omtaler vindyrkningen i Benavente er underskrevet af Kong Alfonso den 11. i år 1338. Her lavede han en erklæring, hvori han nævner den høje kvalitet af områdets vine og den store økonomiske betydning af vinen for områdets beboere. Han giver derfor vinene fra Benavente eneret i området, hvilket indebærer at indføringen af andre vine bliver forbudt. Derudover indførte han også, at druesaften fra høsten skulle hældes på fade til lagring inden den store festdag San Andrés i slutningen af november. 

Efter Kong Alfonso’s erklæring fortsatte de kongelige i samarbejde med de lokale myndigheder med at beskytte vinproduktionen i Benavente ved hjælp af vedtægter og erklæringer. Blandt disse er det værd at fremhæve to dokumenter fra henholdsvis 1434 og 1470, der omhandler beskyttelsen og bevarelsen af regionens vinstokke. Disse to vedtægter blev således et forsvar for den lokale vinproduktion. 

I nyere tid er Benavente blevet rost af den berømte og anerkendte forfatter Alain Huetz de Lemps. Han er uddannet botaniker og geograf ved universitetet i Bordeaux, og har sidenhen specialiseret sig indenfor spanske vine med omkring 20 bogudgivelser og over 100 artikler om emnet. I det første bind af en bogserie om spanske vine fra 1967 dedikerer han flere sider til vinene fra Valles de Benavente, hvor han omtaler vinproduktionen, vinenes personlighed og den økonomiske betydning af vinene. Derudover beskriver han den positive udvikling, som vinproduktionen har haft helt siden middelalderen, og afslutter med at nævne de nye beplantninger af vinstokke fra det 19. århundrede, hvor arealerne med vinstokke for alvor voksede.

Klimaet i Benavente er typisk fastlandsklima med store temperaturforskelle fra sommer til vinter. Om sommeren kan temperaturen nå helt op på 40 grader, mens den kan falde helt ned til minus 15 grader om vinteren. Vinstokkene skal derfor være modstandsdygtige og kunne holde til de store variationer i vejret året rundt. Ligesom temperaturen er nedbøren også fordelt ujævnt over året. Det meste nedbør falder om vinteren, mens der næsten ingen regn kommer om sommeren. Det regner dog lidt om foråret, hvilket er vigtigt for vinstokkenes optagelse af næringsstoffer og biologiske udvikling, da denne smule nedbør falder sammen med en begyndende stigning i temperaturen.

Valles de Benaventes fysiske udformning er meget varierende. I nordøst er jorden meget flad og jævn, mens der er flere bakker i sydøst. Generelt set er jordbundsforholdene i Benavente karakteriseret ved brune og kalkholdige jorde med en pH værdi på 7-8. Derfor kan man finde steder med ringe frugtbarhed, men på grund af områdets mange muligheder for dræning, er jorden alligevel meget velegnet til vindyrkning.  

I Valles de Benavente dyrkes primært de røde druer Tempranillo, Prieto Picudo og Mencía, mens de hvide druer er Verdejo og Malvasía. 

Hos D’Wine har vi i Benavente udvalgt vinhuset Bodegas Otero, der med sin over 100 år gamle historie laver nogle af områdets bedste rosévine.

 

 

FRI FRAGT

På ordrer over 599 DKK
 

VINGAVER

Se vores udvalg
 

BESØG D'WINE BAR

Vores vinbar i Aalborg