Din indkøbskurv er tom.

Subtotal: 0,00 DKK

Alicante

Vinregionen Alicante ligger i det sydøstlige Spanien, og har kyst ud til Middelhavet. Som navnet indikerer, er den største by i området det kendte ferie- og turiststed Alicante. Dette område har en lang tradition inden for vindyrkning. Provinsen gennemlevede sin guldalder i 1500-1700 tallet, da dets vine var meget anerkendte i Nordeuropa, hvortil vinene blev eksporteret af engelske, svenske og flamske forretningsmænd.

De første skriftlige kilder om vinproduktionen i Alicante kan dateres helt tilbage til de arabiske digtere, der sang om de fantastiske egenskaber ved deres vine. Det er dog først fra det 15. århundrede og frem, at vinregionen for alvor får dokumenteret sin spændende historie. Et sagn vedrørende vinproduktionen fortælle eksempelvis, at produktionen var så stor og af så høj kvalitet, at Fernando el Católico i 1510 forbød import og distribution af vine fra andre steder så længe fremstillingen af vin i Alicante fortsatte.

Nogle af de mest spændende og kendte sagn omkring vinproduktionen i Alicante foregår i byen Monóvar, der ligger i den sydlige del af regionen. Denne by var allerede international kendt i tiden under kong Felipe II for sin søde fondillón vin. Denne vin skulle nemlig have været hovedingrediensen den franske konge Luis 14. yndlingsmåltid, som var en lagkage badet i denne søde og gamle rødvin. Luis 14. nød denne kage i stort omfang på sit dødsleje, hvilket gav en stor eksport af fondillón vinen til Frankrig. 

De cirka 15.000 hektarer vinmarker i regionen strækker sig fra syd for Valencia og deler sig op i to forskellige underområder. Det største af dem ligger på bredderne til Vinalopó floden og dækker et areal på 600 hektarer fra byen Alicante til Castilla – La Mancha og Murcia. Vinstokkene er plantet fra havets overflade og op til 400 højdemeter.

Det andet underområde hedder Marina og ligger på den nordlige del af Alicantes kyst, cirka 75 km nord for Alicante by. Dette område har specialiseret sig inden for søde muskatvine, og der gror således primært druetyper, der er gode til muskatvine. Området har form som en lang tunge, der strækker sig fra byerne Denia og Calpe ud til havet. På grund af de meget høje temperaturer om sommeren har man aldrig forsøgt at dyrke røde druer her. Størstedelen af vinmarkerne befinder sig inde i landet i en højde af 500-650 meter.

Klimaet i de to underområder er meget forskelligt. Vinmarkerne tæt på kysten i Marina nyder godt at middelhavsklimaet, mens markerne på Vinalopó flodens bredder er præget af fastlandsklima. I begge underområder er jorden mørk med et højt kalkindhold, der stammer fra de mange kalkklipper. Nogle steder kan man også finde ler, som floden har slæbt med sig på sin vej gennem landskabet mod Alicantes kyst. Jorden er løs, sund og fattig på organiske materialer. 

Den mest producerede af de grønne druer er Moscatel de Alejandría, der bliver anvendt til produktionen af de sødlige og friske hvidvine fra området samt søde dessertvine. Desuden anvendes i mindre grad også Macabeo, Airén, Planta Fina, Merseguera, Chardonnay, Verdil, Sauvignon Blanc og Riesling.

Blandt de røde druer er Monastrell den mest udbredte efterfulgt af Garnacha og Tempranillo. Disse typer danner basen for den lokale specialitet, nemlig de robuste rødvine med et højt alkohol indhold. Disse vine får med tiden en rubinrød farve og udvikler en karakteristisk aroma og en lækker blødhed. 

Fra Alicante samarbejder vi med vinhuset Bodegas Sierra Salinas. 

 

 

 

FRI FRAGT

På ordrer over 599 DKK
 

VINGAVER

Se vores udvalg
 

BESØG D'WINE BAR

Vores vinbar i Aalborg